Isøre Kompagniet, hører til i Rørvig og sælger egen produceret honning samt produkter baseret på honning. Det er en selvfølge, at der ikke anvendes pesticider og at honningen ikke opvarmes inden den tappes på glas. Der tilsættes ikke sukker i honningen – det er den rene vare, der tilbydes!
Min fascination af biernes verden stammer helt tilbage fra min barndom, hvor det var helt almindeligt på landet at have bistader i baghaven. Nu, hvor jeg har fået mine egne bifamilier, kan jeg daglig følge med, iagttage og forundres over dem.
Biernes natur og det som udvikles gennem deres tekniske snilde, danner grundlag for den glæde og kreativitet, som giver sig til udtryk i de produkter, som fremstilles. Jeg har mine bifamilier i baghaven og kan derfor følge biernes daglige færden rundt i Rørvigs omegn.
Bierne her har let adgang til både pollen og nektar fra områdets marker og haver. I haven er der gamle frugttræer, kirsebær og blomster som blomstrer fra det tidlige forår til sidst på efteråret. Hvis sommeren er gavmild med tropiske nætter, kan selv lindetræerne forsyne bierne med nektar. Midt i august begynder eufeu’en at blomstre, og dette får bierne til at blive helt eufeuriske.
En bifamilie består midt på sommeren af op til 60.000 bier i et bistade. Om morgenen når solen har fået varmet luften lidt op, flyver bierne ud for at samle nektar. Når en bi har fundet en eller flere blomster, fylder den honningmaven med nektar og flyver tilbage til stadet, hvor den afleverer nektaren til en stadebi.
En bifamilie er fascinerende – den virker som en levende organisme. Dronningen sidder i midten og rundt om hende fungerer bierne med præcise opgaver. Først som yngel, derefter som ammebier for yngre yngel, rengøringsbier, voksbyggere, så som vagtbier der sørger for, at kun familiens egne medlemmer kommer ud og ind ad sprækken til bistadet. Først til sidst, når de er ca. 4 uger gamle bliver de trækbier, der flyver ud fra boet – og det er hårdt arbejde. En trækbi i højsæsonen holder højst ca 6 uger. Så er den slidt op og dør.
Vidste du, at:
– en bi flyvere 30.000 km eller mere på en liter honning.
– en bifamilie bruger 8kg honning som flybrændstof for at lave 1kg honning.
– i en Kløvermark er der 400~500 millioner blomster pr. ha. De skal ALLE besøges af en bi for at kunne sætte frø.
– en bifamilie kan overvintre ved temp. helt ned til minus 45 grader. De holder varmen ved at klumpe sig sammen i en kugleformet klynge og spise af deres honningforråd.